Utallige mennesker er i træningscentret for at tabe kropsfedt, men det lykkes langt fra for alle. Hvis du har problemer med at tabe dig, kan det være fordi du går i nogle af de mest almindelige fælder!
Mange prøver år efter år at slippe af med ekstra kropsfedt med lidt eller ingen succes. Konstante slankekure og elevatorvægt, som oftest går op og sjældent ned. Vi går til angreb på de ekstra deller, når motivationen er høj, men får stadig julelys i øjnene af nybagte kager. At tabe kropsfedt er et almindeligt fitnessmål, men det er absolut ingen nem opgave!
Hvis du har kæmpet i lang tid og endnu ikke har vundet, er det nok fordi du begår en eller flere af fejlene nedenfor. Hvis du undgår dem, kan du komme tilbage på rette spor!
1. Du spiser for meget!
Dette virker som en åbenlys fejl, men mange mennesker ved ikke, hvor mange kalorier de spiser. Hvis det er sjældent, du laver mad hjemme, så spiser du sandsynligvis flere kalorier end du tror. For eksempel kan en salat virke som et sundt valg, men det kan blive til et måltid på 600 kalorier, nærmest uden du opdager det. Saucer, dressing, ketchup og olier indeholder kalorier, du sandsynligvis ikke engang tænker på.
Vi bliver fortalt igen og igen, at den bedste kur er at indtage færre kalorier end man forbrænder i løbet af hele dagen. Men at overholde “kalorier ind, kalorier ud”-reglen, er lettere sagt end gjort.
Hypotetisk kan dette system fungere, men vær opmærksom på hvad du spiser. Du har brug for den rigtige kombination af protein, kulhydrater og sunde fedtstoffer til at opbygge muskler og forbrænde fedt. For de fleste fungerer et 40/40/20-forhold godt. Hvis 40 procent af din mad kommer fra kulhydrater, 40 procent fra protein og 20 procent fra fedt, er du godt kørende.
2. Du spiser ikke nok protein
Protein gør mere end bare at opbygge og reparere muskelvæv. En undersøgelse fra 2003, der blev offentliggjort i “Journal of Nutrition”, viste, at selv om to grupper af overvægtige kvinder indtog et ensartet antal kalorier, tabte den gruppe, hvis medlemmer forbrugte en mere proteinrig kost, mere vægt end den anden gruppe.
Protein øger mæthed ved måltider, som kan hjælpe dig med at føle dig mindre sulten og derfor spise mindre hele dagen.
Tro ikke, at du får hurtige resultater ved blot at tilføje nogle shakes til din kost. Fedtab kræver konsekvent dedikation til den rigtige kostplan. Vælg proteinholdige fødevarer ved hvert større måltid – især i stedet for måltider med mange hurtige kulhydrater – så skal du nok få dine resultater at se.
3. Du drikker for meget
Den eneste væske din krop virkelig har brug for, er vand. Selvfølgelig må du drikke kaffe, te og nogle gange mælk, men en lind strøm af sukkerholdige drikkevarer vil underminere dit fedttab. Selvom du elsker en stor latte, kan den nemt indeholde mere end 200 kalorier! At tabe fedt er svært nok i sig selv, så lad være med at gøre det sværere for dig selv.
Alkohol er en af de helt store syndere. En øl en gang imellem skader ikke, men det er vigtigt, at du ikke bare drikker uhæmmet i weekenderne. Alkoholholdige drikkevarer er normalt rige på kalorier, så det giver ekstra til fedtdepoterne – men næsten endnu værre er, at alkohol får dig til at træffe dårlige valg. Både mens du drikker og dagen efter. I stedet for at tage sunde madvalg, vil din spruthjerne fortælle dig, at en stor tallerken nachos er verdens bedste idé.
4. Du tror, at sund mad er kaloriefri
Det er ligegyldigt hvor sunde dine ingredienser er; alt indeholder kalorier og hvis du spiser for mange, bliver det svært at tabe kropsfedt. Selvfølgelig er det vigtigt at spise sundt, men selvom du kun overspiser i GMO-fri, fair trade, økologisk jordnøddesmør, er det stadig overspisning.
To primære eksempler på sunde fødevarer, der har et højt indhold af kalorier, er nødder og kerner. Omega-fedtsyrer, proteiner og mikronæringsstoffer i disse “superfoods” er vidunderlige for dit helbred, men mængden af kalorier de indeholder, kan være overdrevne. Dette betyder ikke, at du bør undgå dem, men får du lyst til mandler, så må du ikke spise flere håndfulde – forsøg at begrænse dig til omkring 10 styk. Selv om fedtet i mandler er godt, er det bedre generelt at fylde godt på tallerkenen med mikronæringsstoffer, som f.eks. grønne grøntsager, der ikke giver for mange kalorier.
5. Du træner ikke intensivt nok
Begyndere skal starte langsomt. Men som du bliver vant til vægten, maskinerne og fitnesscentret, skal du presse dig selv hårdere. Du må ikke blive komfortabel, så risikerer du at gå helt i stå.
Hvis fedttab er dit mål, skal du forbrænde en masse energi, så din krop kan ændre sig. Hvis du løfter de samme fem-kilo vægte dag efter dag, vil det ikke hjælpe dig på vej. Forøg gradvist og sørg for altid at få sved på panden, når du træner!
6. Du bruger for meget tid på lavintensitets-cardio
Lavintensitets-cardio kan gøre noget, men to timers gang på løbebåndet giver dig ikke samme resultater, som hvis du har en times intens løft- og styrketræning
Hvis du vil lave cardiotræning, der vil gøre dig godt, kan du lave intervaltræning med styrkeøvelser, der træner hele kroppen. Hvis du bruger hele kroppen og holder korte pauser, træner du både din kondition og dine muskler.
7. Du er stresset
Stress er den tavse morder. Når du bliver stresset, producerer din krop mere kortisol end normalt. Kronisk forhøjet kortisol kan være ansvarlig for øget fedtophobning og have mange andre negative konsekvenser. Selvom din kost og træning er perfekt, kan overdreven stress sabotere dit fedttab.
Slap af! Selv om det kan være lettere sagt end gjort, kan det have en stor indvirkning på din fysik og overordnede sundhed, at anvende afslapningsteknikker i hverdagen. Prøv yoga, tag et bad, læs en bog, se en film eller invester i 10-15 minutter med simpel meditation. Eller endnu bedre, find ud af hvad det er, der gør dig stresset, og gør noget ved det!
8. Du sover ikke nok
Ligesom stress hæver søvnløshed kortisol, hvilket betyder farvel til dit mål om fedttab. Når du mangler søvn, bliver du også mere følsom – også overfor sult. Kombinationen er mindre end optimal, for at sige mildt.
For at nå dine krops- eller fitnessmål, er det vigtigt, du prioriterer søvn. Du kan ikke feste hele natten, sove et par timer, arbejde den næste dag, og samtidig forvente at din krop reagerer positivt. Sigt efter mindst otte timers søvn om natten. Begræns din brug af elektronik inden du lægger dig til at sove, drik ikke koffein om aftenen, og giv dig selv tid til at koble fra!
LÆS OGSÅ:
Facts | 8 grunde til at havearbejde er den ultimative træning
Onani | 10 grunde til at du skal onanere noget mere