Min træning og kost: Mohamad Ali Fabricius

Her hos FitnessNord er vi glade for alle vores kunder, og vores mål er at starte et community, hvor vi alle kan give tips og tricks til hinanden. Derfor vil vi fremover gerne lave små interviews med vores trofaste kunder, så vi kan læse jer bedre at kende. Vi starter ud med Mohamad. Læs med her:

 

Hej Mohamad! Tak fordi vi må snakke med dig. Kan du fortælle lidt om dig selv?

– Det kan du tro. Jeg hedder Mohamad-Ali Fabricius Ali, men I kan bare kalde mig Ali, for det gør de fleste. Jeg er 32 år, og jeg arbejder som tolk og integrationskonsulent. Bopælen, den har jeg i Haderslev. Jeps, den Haderslev helt nede i Sønderjylland.

Ah en gæv Sønderjyde – det kan vi godt lide! Du ser jo ud til at have en ret god fysik. Hvornår startede du med bodybuilding?

– Altså, jeg har været aktiv med sport hele mit liv, men jeg startede for alvor med bodybuilding i 1999, hvor jeg lagde ud med håndvægtene i Studio Life i Haderslev.

 

Okay, så kan du jo snart fejre 20 års jubilæum? Det er imponerende! Hvordan kom du sådan ordentligt i gang?

– Som 14-årig besluttede jeg mig for, at nu skulle det være. Så jeg tog ned i centeret men blev mødt af en ansat, der bad mig om at komme tilbage, når jeg blev ældre, fordi jeg simpelthen var for ung. Så prøvede jeg igen 2 måneder senere, men måtte nøjes med samme afvisning. Tredje gang er lykkens gang og cirka 3 måneder senere, kom jeg tilbage med min far, og så gav ejeren Bjarne endelig op og gav mig lov.

 

Det er sgu stærkt, at du har holdt det ved lige i knap 20 år! Det er ikke alle der har samme disciplin. Hvor kommer din motivation fra?

– Jamen det hele startede jo med idéen om, at jeg ville være stor og stærk. Men jeg husker stadig, hvordan det hele startede. På et tidspunkt bladrede jeg i et fitnessblad engang i 00’erne, hvor jeg så et billede af Habib Hanif. Det fik mig til at tænke ”WOW – det vil jeg også!”. Så gik jeg fra at bare styrketræne til decideret at dyrke bodybuilding.

 

Cool. Hvis du så skal dele ud af dine hemmeligheder, kan du så fortælle, hvilke øvelser du synes, der virker bedst?

– Ja klart, men det er jo de samme, som på alle, der gerne vil træne seriøst med bodybuilding. Det er de store basisøvelser som squats, dødløft, bænkpres, skulderpres, chin-up og rows. Netop disse øvelser er essentielle, og enhver burde have 3-4 af disse øvelser med i sit træningsprogram.

 

Vi er helt enige! Men det kan vel ikke kun være øvelserne, der har hjulpet dig? Tager du nogle supplementer, du synes virker godt?

– Jeg har svært ved at spise 180-200g protein om dagen igennem min kost, så jeg supplerer selvfølgelig med proteinpulver. Derudover så er proteinbarer faktisk ret populære hos mig, da man let kan have dem med på farten. Hvis jeg føler mig lidt sløv en dag, så virker preworkout også helt fint lige inden min træning. Faktisk er det jeres Ragnarok preworkout, jeg bruger mest. Jeg ved godt, det ikke er et supplement men peanutbutter! Det er simpelthen for nice. Man skal selvfølgelig ikke havde for meget, hvis man skal holde formen og vægtene hehe.

 

Hehe vi kan afsløre at peanutbutter er en favorit her hos os også. Apropos madvarer. Har du et forslag til en lækker og sund ret, der IKKE bare er kylling og broccoli?

– Ja, en sund ret som jeg er ret stor fan af, både når jeg skal tage på eller tabe mig, er min chilli con carne. Jeg bruger en dåse chillibønner af god kvalitet sammen med 300 – 400g skåret grøn, krydderier, 400g kød og eventuelt ½ cremefine 7%. Det serverer jeg med ris, og det er bare for nice, nemt og lækkert!

 

Det må vi prøve snart! Hva så med usunde ting? Du synder vel engang i mellem ligesom alle andre? Og hvad er din yndlingssynd?

– Når jeg synder, så er det oftest i en åben buffet – favoritten der er Restaurant Flammen. De har en for vild frokostbuffet hver lørdag! Når jeg er på diæt, så har jeg en hel snydedag en gang om ugen, hvor jeg supplerer min kostplan med proteinbarer og en del frugt. Og så spiser jeg meget gerne ude på den dag! Tit ender det med at blive en simpel cafeburger med pommes frites eller en pastaret på den lokale Firenze.

 

Mmmm pasta er den bedste synd! Nå men når du nu er så erfaren, hvad har du så af tips til de helt nye, der gerne vil i gang med at træne?

– SPØRG NU FOR HELVEDE! Haha, ej det skal selvfølgelig ikke råbes, men de skal huske, at man meget gerne må spørge de ansatte eller folk i centeret om, hvordan man laver en bestemt øvelse. Folk træner ofte med hovedet under armen, og jeg ser tit unge lave øvelser, der potentielt kan give dem varige skader. Og når jeg ser det, så blander jeg mig venligt og fortæller dem, hvor dårligt det kan være for eksempelvis ryggen eller knæene. Det er altid teknik frem for vægt!

 

Det er rigtigt. Der er mange nye, der føler skam i at spørge, og det skal de ikke gøre! Hvem er egentlig dit eget fitnessidol?

– Arnold Schwarzenegger er jo klar den første og største, jeg kan nævne. Den ægte Flex Wheeler har også en helt fantastisk fysik!

Hvad så med det modsatte køn. Hvem har den perfekte krop?

– Haha, det er sgu svært at sige med alle de filtre og retoucheringer og Photoshop, de bruger i dag. :-p

 

Okay 2 spørgsmål mere, så skal vi nok lade dig komme tilbage til din daglige gøremål. Hvad er dit yndlingscitat?

– ”If it’s not broken – don’t fix it”, ”Keep it simple” og sidst, men ikke minds, ”Less is more”.

 

Hvis jeg nu kigger i din fitnesstaske, hvad er så tre ting jeg finder udover dit håndklæde og træningstøj?

– Du finder helt sikkert altid minimum en proteinbar, straps/wraps og en drikkedunk, der er fyldt med BCAA.

 

1000 tak for din tid Ali! Har du nogle sociale medier, hvor folk kan læse mere om dig på?

– Yes det har jeg. På Facebook har jeg en atletside med lidt fif og fun. Den kan du finde på www.facebook.com/AteamCoach.

 

LÆS OGSÅ:

BCAA | Din ekspertguide til BCAA

Pre-workout mad | 10 madvarer, der optimerer din træning

Få Arnold Schwarzenegger-skuldre med disse skulderøvelser

 

 

 

UGENS TILBUD HOS FITNESSNORD

Ugens tilbud hos Fitnessnord

Comments

comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *