Kylling er den ultimative kost- og trænings-mad af en god grund. Det har lavt fedtindhold, højt proteinindhold og smagen kan tilpasses på en masse forskellige måder.
Derudover er det hurtigt og let at tilberede, og det passer næsten med alle slags grøntsager. Desværre kan det også hurtigt blive lidt for meget rutine, når man spiser kylling næsten hver dag, og man mangler inspiration til at variere smagen. Lad os også være ærlige – uden de rigtige krydderier, så smager kylling egentlig bare ikke af så meget.
Heldigt for dig kommer FitnessNord dig til undsætning og hjælper med kreativiteten. Prøv disse 12 lette og smagsfulde variationer op kylling, som alle er sunde og hjælper dig med dine fitnessmål.
1. Buffalo-style kylling
Skær kyllingebrystet i stykker, der passer til en mundfuld. Steg det på panden med lidt smør. Når kyllingen er gennemstegt, skal du hælde lidt chillisauce (som eksempelvis Tabasco) udover, og vende alle kyllingestykkerne i det. For at give opskriften den helt autentiske amerikanske bar-følelse, så server retten med et par selleristænger og en blue cheese-dressing.
2. Kylling pakket i salatblade
Hakket kyllingekød går fra kedeligt til kanon med et par hemmelige våben. Tilsæt et par skefulde Thai karry-pasta (rød eller grøn) og et stænk fiskesovs i det hakkede kød. Form det til små bøffer og brun dem på begge sider. Når de er tilberedte, skal du pakke dem ind nogle store salatblade. En let og lækker måde at få kyllingebøffer på.
3. Simre i suppe
Lad et kyllingebryst simre i kyllingefond indtil det er gennemstegt. Fjernekyllingen, og pil kødet fra hinanden, og læg det til side. Mens fonden stadig simrer over svag varme, skal du piske et æg ud i en skål. Hæld ægget langsomt i suppen mens du rører, så du får strenge af lækker kogt æg (a la Vietnam). Hæld kyllingekødet tilbage i suppen. Tilføj en smule frisk citronsaft og lidt hakket persille, og retten er klar til servering.
4. Lav en kaloriefri panering
Her får du en lækker panering uden brug af en eneste brødkrumme! Lav paneringen ved at pulsere tørrede porcini-svampe eller andre vilde svampe i en blender, indtil teksturen minder om brødkrummer. Vend dine kyllingestykker i et udslået æg og derefter i svampe-krummerne. Ikke nok med at du får en dejlig sprød ydre panering, så giver svampene dig også en masse ekstra smag.
5. Nøddeværk
Skær kyllingen ud i tykke strimler, og vend dem i æg og finthakkede valnødder. Bag dem i ovnen til kyllingen er gennemstegt, og nødderne er knasfulde. Her er der egentlig bare tale om en mere voksen og sundere udgave af kyllinge-nuggets, men tilberedt i ovnen i stedet for i frituren.
6. Fyldt med grønt
Brug en kagerulle eller lignende til at banke kyllingebrysterne ud i flade og tynde skiver. Læg et lag babyspinat, hakket oliven og en smule feta på hvert stykke, inden du ruller dem sammen som en roulade. Når de er rullet sammen, kan du fastgøre ”rouladen” ved at lukke i med en tandstik. Brun kyllingen på panden, og resultatet er et restaurant-værdigt måltid
7. Spice det op med peberrod
Mix hakket peberrod sammen med en fedtfattig creme fraiche i en skål. Spred det over et stykke koldt kylling fra et tidligere måltid, og læg det på en bund af eksempelvis romaine-salat. Resultatet er en salat med et pebret efterspark. Denne kombination fungerer i øvrigt og helt perfekt med et stykke roast beef.
8. Spyd det!
Al mad er sjovere, når det bliver spyddet. Smid små lunser af kyllingekød på nogle spyd, og krydr det med mellemøstlige krydderier såsom kommen og koriander. Det bedste resultat får du, hvis du griller det over en grill, men stegt på en grillpande, fungerer det også meget godt.
9. Mix det med svampe
Hak nogle kødfulde, vilde svampe såsom shiitake, portobello og kejserhatte , og sautér dem i en pande til de er bløde og mørkebrune. Tilføj et stænk vand, så du frigiver de smagfulde brune stykker helt nederst på panden. Tilføj en fedtfattig smøreost og kogte kyllingetern for den perfekte efterårsret, der virkelig varmer hele kroppen.
10. Lav en fedtfattig italiensk klassiker
Hvis du er til italiensk mad, så er dette lige noget for dig. Læg skiftevis tynde skiver varm kylling med et lag ricotta-ost og knuste tomater. Resultatet er så lækkert, at du slet ikke vil savne tilbehør af pasta eller brød.
11. Tranformer det til en pizza
Bank et kyllingebryst ud, og forestil dig, at det er din pizzabund. Smør et lag sukkerfri tomatsovs over, og drys med fedtfattig mozzarella, oregano, chiliflager og hvilke som helst pizza-toppings, du foretrækker. Bag det i ovnen, indtil kyllingen er helt gennemsteg, og osten er blevet lidt mørk og smeltet.
12. Lav denne hemmelige vidunderlige sauce til din kylling
Bland et par teskefulde af en fedtfattig græsk yoghurt med samme mængde fuldkornssennep. Resultatet bliver en hurtig og let sovs, der gør underværker for smagen af din kylling. Lav en stor portion, så du kan gemme den i køleskabet. Saucen fungerer i øvrigt også helt vildt godt med svinekød.
LÆS OGSÅ:
5 måder, en usund kost kan ødelægge dit sexliv på
Hydrerende madvarer | 10 madvarer, der holder dig hydreret henover sommeren
Eksamenstid | Disse 7 madvarer forbedrer dit fokus